Grib Garnet - og bliv grebet!

Lagt på Zik.dk den 21-04-2012 af Thomas

Garnet frem i lyset
Garnet frem i lyset er et af mottoerne for initiativgruppen bag den stort anlagt Strikkefestival, der løber af stabelen i Silkeborg i juni måned. Strikkefestivalen er landets hidtil største af slagsen og det er i år første gang den afholdes med en bred vifte af tilbud, som kan friste og tilfredsstille enhver garn-entusiast, hvad enten fokus er på strik, hækling, broderi eller helt andre måder at bruge garn på.

Bombning af Silkeborg
Der arbejdes på at få gaderne i Silkeborg til at stråle af garn i mange farver, med Yarn Bombing altså Garnbombardement, hvor byens udstyr (skilte, bænke, træer og andet) beklædes med strik, hækling og garn. Vi elsker denne form for husmoder-grafitti, for den er jo ikke destruktiv og permanent som graffiti med spraymaling og så er den blød og dejlig, siger Celie Eclaire fra initiativgruppen. Initiativgruppen tog i øvrigt forskud på garnbombardementet i februar, da de iklædte en skulptur i dejlig varmt strik-tøj til stor fornøjelse for forbipasserende på torvet i Silkeborg.

Aj, det kan man da ikke
Jo, selvfølgelig kan man strikke og hækle i biografen, til gudstjeneste, på biblioteket, på en sejltur på de smukke Silkeborgsøer og så videre! Strikkefestivalen gør alvor af at bringe garnet frem i lyset og vise, at håndarbejdet er et tiltrængt alternativ til den evige on-line-tilværelse mange af os fører med vores smart-phones i hånden og et flakkende blik i øjnene. Nørklerierne med garnet bringer kreativitet, fokusering, glæde og nyt overskud. Garnnøglet er kastet vel mødt i Silkeborg!

De praktiske detaljer
Strikkefestivalen Grib Garnet arrangeres af en gruppe på 6 garn-glade kvinder fra Silkeborg og omegn.
Grib Garnet foregår 14.-17. juni i Silkeborg og på programmet er: 100 workshops (á hhv 3 og 6 timer), to foredrag, diverse events (strik i Kirken, biografen, på biblioteket, på sejlturen etc), udstillinger og 25 deltagende butikker, som stiller stande op. Der er også strikkecafé og aftenarrangementer (modeshow og lørdags-fest).
Se mere (og hele kataloget) på www.gribgarnet.dk og tjek www.facebook.com/gribgarnet Man kan fra hjemmeside og Facebookside også tilmelde sig nyhedsbrev.
Lørdag den 28. april fra 10-14 stiller initiativgruppen op på Torvet i Silkeborg og giver byen en garn-rig oplevelse! Kom og kig med!